Lille det var jeg kun ganske kort
Jeg var kun et år da det slutted’
En søster berigede livet så fort
Jeg blev stor sådan lige på minuttet.

To krøllede tøser søde vi var
En mørk og en lys alliance
til vuggestuen mor os ta’r
hun skal male på noget fajance.

Om aftenen tager vi ”grisen” hjem
Fra Ravnholm og til Brede
Hun skynder sig af vejen frem
der er masser at tilberede.

I niogfyrre bliver Torben født
Endnu en øgning af slægten
Han kom i et sæt, landede blødt
Der var tempo og fart i knægten.

Tre søskende var vi i mange år
Indtil en dag af de slemme
Mor fik sagt hvordan sagerne står
Jeg var hurtig til at fornemme.

Jeg blev så trist og floved’ mig
Hvad var det dog de gjorde
At vove at formere sig
Når nu vi var så store.

Så kom han vores lillebror
var lille fin og lækker
Og glemt er alle grimme ord
Men nu det også rækker.

(imp 20.03.05)

Jeg var din, du var min, det var bare os to,
der var undren og øjne der så,
fra mørket og varmen kom jeg for at bo,
for lille til helt at forstå.

Du tog mig i favn, med kærlige ord,
Mine øjne var store og blå
en ømhed så stor, får man kun af sin mor
det var vinter, da jeg banked’ på.

Med styrke og kraft har du levet dit liv
For andre har du været til,
En omsorg  så stor, repræsentativ,
Familien er målets profil.

Jeg har ”luret” dig af, og gjort som jeg så,
Du har været min rollemodel
Jeg har lært at livet, det skønner man på
Og at skille alt skidt fra kanel.

Nu er du ”gammel” og jeg er det snart,
det liv vi har levet til sammen,
har været utroligt og kærligt og rart
en tak , og en skål for madammen!!

(imp 07.05.06)

Der boede en engel på Brede
Guds gave til alle os børn,
Elskelig, god og til stede,
Parat til at tage sin tørn.

Englen var søster til farfar,
Den yngste af tre i en flok,
Lille, væver og farbar,
For hende var Herren nok.

Bibel og tro blev et ståsted,
Kærligt hun fulgte dens ord.
Ebenezer, i troens menighed,
Der bad hun sit fadervor.

Hun viede sit liv til Vorherre,
Det enkle liv med en tro,
børn fik hun ikke desværre,
skønt hun havde hos Herren et bo.

Hun elskede børn uden forskel,
Var hele familiens Ga-Gu,
en engel på Brede, en skattet juvel,
i mindet hun stråler endnu.

(imp07.10.06)

Min  farfar var ikke den rigtige far
Til min far
Han var kun en slags reserve.
Den rigtige far der var far
til min far
Var gulnet og blottet for nerve.

Han lignede ikke en rigtig far
Til min far
Men farmor sagde han var det,
En mystisk mand blev far
Til min far
Han har cykel  med på billedet.

Mon ham den rigtige far,
Til min far
Der var fin, det var noget med greve.
blev fortalt at han var blevet far
Til min far ?
Eller var han en fedtegreve?

Tænk, hvis ham den rigtige far
Til min far
Havde giftet sig med farmor
Så var min far nok ikke blevet
Min Far
Grev Thure, en svensk metafor !

Hvor heldigt for mig, at den rigtige far
Til min far
Forsvandt et sted i Sverige
Så farfar, reserven for den rigtige far
Til min far
fik farmor og sønnen tillige

(imp 21.02.05)

På Østerbro er der en gade
Hvor børn kan lege som de vil
alle smiler og er glade
Solen skinner man er til.

Der er katte og kaniner
Enkelte de holder mus
Nogle råber andre hviner
Hunde bor i hundehus.

I gadenummer enogtyve
Sidder der en lille dreng
Ville ønske han ku’ flyve
Han skal bare gå i seng

Søster ved hans side sidder
Drømmer sig en dejlig drøm
Om prinsessen og en ridder
Vækkes af et lille røm

Begge børn er gode venner
Han er lille hun er stor,
Påskebreve til os sender
Tak fra farfar og farmor.

Styrke og kraft , stolthed og magt
Betegner min eneste farmor
Et ord er et ord, når først det er sagt
Matriarkalske Nelly er stor.

For enden af bordet sidder hun tungt
Regerer med farfar og verden
Han logrer med halen og gør honnør
Er farmor prinsessen på ærten?

Aldrig jeg så det mindste tegn
På svaghed i mening og holdning
Farmor hun vidste hvad der var ret
Gav aldrig køb på en eneste ting.

Foruden at kunne sin verden regere
En kunstner det var hun til mad,
Strikke, hækle, sy og brodere,
Finesserne farmor besad.

Farmor fik venner, hvorfra ved jeg ej
De fyldte huset i Brede
Der var liv og glæde og stor ståhej
Jeg elskede at være til stede.

Farmor havde sine meningers mod
Ufred blev tit resultatet
Hun rokkede sig ikke, stod på sin fod
Der var styrke i matriarkatet.

Når jeg ser tilbage på barndommens liv,
Er farmor en kvinde jeg mindes,
Det svenske islæt, et lokomotiv
En sløjfe der kærligt skal bindes.

(imp10.02.07)