All posts by admin

Lad ikke solen gå ned over din vrede!

”Lad ikke solen gå ned over din vrede”
det lyder logisk, det lyder let
alligevel lader vi os ofte forlede
til unødig ufred, om hvem der har ret!

Din ryg er bred og har vendt sig mod mig.
jeg vender mit ansigt mod væggen,
det emmer af vrede og ordløs krig
vi har fortsat uenighedrsrækken.

Så bliver det morgen og du står op,
Jeg hører vandet fra badet.
Du kommer ind med din nøgne krop,
luften er negativt ladet.

Du laver kaffen og dækker bord,
Jeg trækker tiden ved spejlet.
Gemt bag avisen og ikke et ord
Tavsheden er beseglet.

Så går vi begge hver til sit,
Pligten og arbejdet kalder,
Prøver at glemme nattens fallit
Medens mismodet overfalder.

Dagen sig slæber langsomt af sted,
Hvorfor har du ikke ringet?
Stoltheden tog du og jeg fik den med
Er kærligheden betinget?

Endelig sker det jeg ventede på,
Din stemme lyder oprigtig
”Undskyld, glemme og misforstå”
jeg tøver, mopset og vigtig.

Vi spiller et spil, hvor kort er delt ud,
Hvem sidder med esset i hånden,
Er det dig eller mig der først får dømt tud,
Skønt forenede er vi i ånden.

Jeg laver mad og du vimser rundt
Som katten den gør omkring grøden.
Stilheden brydes ord står i bundt
vi genfinder gnisten og gløden.

Skænderier og ufred det undgår vi ej,
Skønt ikke det giver nogen mening,
Når solen går ned over vreden ved jeg
Man må satse på en forsoning.

(imp 08.09.06)

Tinne

Hvide roser i smukkeste flor
Skærmer og dækker din båre
Vemod og sorg går hånd i hånd
Skønhed og salte tårer.

Hvide roser i smukkeste flor
Et levende lys er slukket
kærlige tanker sendes til dig
himlens port er oplukket.

Hvide roser i smukkeste flor
Minder og dejlige dage
Smil og latter dit lyse sind
Vil evigt være tilbage

Hvide roser i smukkeste flor
En engel sin rejse begynder
farvel veninde for sidste gang
du livsglædens sande forkynder.

Hvide roser i smukkeste flor
Dit lys vil for evigt brænde
Tak for alt hvad du var og du gav
Æret være dit minde!!

(imp03-01-07)

Forår

Solen skinner på min rude
den mørke vinter er forbi,
et forår bydes til derude
al sneen smelter på min sti..
En lille gul musvit har nykker
febrilsk den leder efter mad,
nervøst den kigger ind til mig og tygger,
et lille korn fra havens fad.

Skyld

Altid denne skyldfølelse og dårlige samvittighed,
Fødes man med den?
Ligger den i generne, eller i opdragelsen?
Fri mig for den.

Tag vare på dit, hav ansvar for dat,
Rav til dig alle vegne
Ansvar og omsorg går hånd i hånd
Skal kvindeliv man tegne

Storesøster passer på, bliver hurtigt gjort ansvarlig
Sød og velopdragen
Ansvar og omsorg går hånd i hånd
Alvorligt hun går til sagen.

Uddannelse, job, hun får mand og børn
Raver til sig alle vegne
Ansvar og omsorg går hånd i hånd
Alle kan med hende regne.

Passer børn , køber ind, laver mad  og gør rent,
arbejder hele dagen
Ansvar og omsorg går hånd i hånd
Der er ingen slinger og knagen.

Skyld og dårlig samvittighed
Bliver trofaste følgesvende
Ansvar og omsorg går hånd i hånd
Skyld bliver den værste fjende.

Har jeg nu husket, og gjort hvad jeg sku’
Er alle blevet tilfredse?
Ansvar og omsorg går hånd i hånd
Med kvindelig adresse.

(imp 05.03.05)

Farmors familie

Om oldefar Johan jeg ved
Han frøs ihjel på isen
En vinterdag hvor frosten bed
Det læstes i avisen.

Den ældste borger da han var
En gammel skægget gubbe
Fra Färløv han til himmels ta’r
I Småland stod hans vugge.

Bengta hed min oldemor
Om hende det forlyder
hun trådte vævens uldne snor
bestemt og skrapt hun byder.

En stor familie blev det til
I Bøsagårdens stuer
En søn, tre døtre sat i spil
De Skånelivet skuer.

Min farmor var en fjerdedel
og døbtes bare Nelly
den ældste bror i det panel
var Hjalmar, yngst var Anny.

Den sidste søster farmor fik
Blev navnet Hilma givet.
Et glimt et kort tilbageblik
Familien Pettersson beskrevet

(skrevet 18.03.05)

Brede

Jeg fødtes i Augustenborg i nitten fem og fyrre
For tidligt så jeg dagens lys, jeg sku’ ha’ været større
To værelser med hver sin dør og på en gang et køkken
Blev for min mor og far og mig et lille stykke ”lykken”.

Min mor var ung og gjorde alt hvad kvinder skulle gøre
Hun havde tidligt lært hvordan et hus man skulle føre.
Med flid og dygtighed hun styred’ hjemmet
Min far var den der ”ydre” ting fik fremmet.

I lejlighed ved siden af, der bor hr. Rydik med sin frue
de har en datter som er stor og ikke mig kan true.
Jeg husker ikke meget mere fra dette sted i livet,
min søster fødtes også her, men snart forlod vi skivet.

Til Prag vi alle fire tog, der fik vi så en have
en lejlighed med mere plads det føltes som en gave,
i køkkenvasken tog vi bad vi kendte ikke andet
og retirader var sat op og lugtede lidt blandet.

Vi flyttede endnu engang for vi var blevet flere
Til Basel lige overfor, dertil vi ku’ spadsere.
En større have fik vi her, min far han dyrked’ jorden
Et dueslag med duer i og gæs i ro og orden.

I Basel sluttede vort liv i udenlandske byer
Vor trygge verden bliver brudt op der kommer mørke skyer.
Nu kan man bare sidde her og mindes det dernede
Den gode tid vi havde der i gode gamle Brede.

(skrevet 02.03.05)

Paris marts 2006

Paris ligner sig selv, og dog er der et eller andet der er anderledes.
Måske er det fordi vi allerede hjemmefra, i fjernsyn og aviser har fulgt med i den franske regerings urimelige lovforslag, besættelsen af Sorbonne og demonstrationerne i latinerkvarteret. Vi er meget opmærksomme, på vagt og iagttagende.
På vejen fra lufthavnen med bus til operaen, er alt som det plejer.

Vi går ad Avenue de l’Opera ned mod Palais Royal. Der er et mylder af mennesker og biler, det er lørdag og dermed store shoppedag. Cafeer og restaurationer bugner af mennesker, solen skinner, det blæser koldt. Ved Monoprix, det store supermarche på vejen mod hotellet, sidder en stor sort mand med alle sine poser og tigger. Han virker aggressiv, taler højt med sig selv, er helt i sin egen verden. Ingen tager notits af ham, måske sidder han der altid?
Udenfor vores hotel sidder endnu en mand på hug og stirrer lige ud i luften. Han har en flaske hvidvin ved sin side, som han patter af ind imellem.
Han ser sølle ud, og er en stærk kontrast til de fine forretninger og dette velhaverkvarter.

Da vi senere lørdag aften, efter en dejlig middag på en nærliggende restauration, slentrer hen af Rue St-Honore, tæller vi nitten store politibiler med anhængere og udrykning. Anhængerne er fyldt med store skjolde. Bilerne har kurs mod latinerkvarteret. Da fornemmer vi instinktsvis alvoren og uroen i byen. Det er mærkeligt at tænke på, at lige der hvor vi går, måske en kilometer fra Sorbonne, er der stille og roligt, ingen ballade.
Fra Danmark og fra det franske fjernsyn får vi hele tiden opdateret informationerne om situationen i latinerkvarteret og det øvrige Frankrig.

Ved Comédie Francaise ser vi et mærkeligt syn. Rundt om teatret langs væggene bliver der redt op til natten. Vi tæller otte, alle mænd med soveposer, underlag og ejendele, der lægger sig til rette for at sove. Det har vi aldrig set før.
Vores datter bor lige i nærheden, hende har vi besøgt utallige gange i de ca. femten år hun har boet i Paris. Men selvom vi har set mange fattige og hjemløse før, er det som om fattigdommen er accelereret.

Søndag er det forår i Paris, vi går tur i Marais kvarteret og omkring Pompidoucenteret. Langs med centeret er opstillet en masse små telte over varmeristene. Vi undrer os, og vores datter fortæller, at det er velgørende organisationer, der har skænket disse telte til de hjemløse, så de kan overleve i vinterkulden. Det pirrer til vores dårlige samvittighed at se det her, hvordan kan det dog komme så vidt?

Da vi om aftenen begiver os af sted for at spise på restauration, passerer vi St-Eustache kirken. Udenfor kirken er der livlig aktivitet og mange mennesker. Et såkaldt suppekøkken er sat op, og værdigt trængende kan her hver søndag aften få et godt varmt måltid. Vi røres over den godgørenhed, der udvises, og forstemmes over den fattigdom, vi ser.
Mandag formiddag sidder ”vor” mand stadig på hug udenfor hotellet. Der er en fodgængerovergang og et trafiklys lige ud for manden. Da der bliver rødt lys, og bilerne holder stille, liver han op, rejser sig hurtigt, banker på bilruderne og tigger penge. Mange er venlige og giver ham en skilling.
Da lyset bliver grønt, er han tilbage på hug igen.
Onsdag tager vi hjem, efter en dejlig ferie i Paris, men også med en stærk fornemmelse af, at noget er ved at gå helt galt for en meget stor gruppe mennesker.
(skrevet 24.03.06)
(trykt i Politiken 01.04.06)

Til John

Jeg går mig en tur på Klampenborgvej
Og tænker på dig og på andet.
På hvorfor det lige blev mig og så dig,
Der fik bolcherne ordentligt blandet.

Var det skæbnen der satte os sammen, hvem ved?
Det var Brede der udgjorde rammen.
Der var fest, det var jul, der var nisser på sned,
Vi gik hjem forelskede sammen.

Vi blev en familie på godt og på ondt,
Som det er, når livet det byder.
Med glæder og sorger, og lykken forundt,
Skam få den, der ikke det nyder.

Du er som du er og jeg ligeså,
Det sværeste var vist accepten.
At ændre hinanden, det kan kun de få,
Der grundigt har læst på recepten.

Men, selvom vi ofte har skændtes og grædt,
For det der var mindre end småting.
Gjorde smil og kærtegn, at livet blev let,
I en kærligheds overbæring.

Altid  jeg vidste du elskede mig,
Jeg tvivlede aldrig på dette.
Den omsorg og ømhed jeg får fra dig,
Gid aldrig den må dig trætte.

Et er sikkert, vi fødes og dør,
Al ting har sin tid her i livet.
Heldigvis er der sørget for slør,
Til det allersidste lille pust i sivet.

Men, medens vi lever så lover jeg dig,
At alt det bliver ved det gamle
Hos præsten vi lovede dig og så mig
At elske og ære hverandre.

(imp 02.03.05)