Jeg går mig en tur på Klampenborgvej
Og tænker på dig og på andet.
På hvorfor det lige blev mig og så dig,
Der fik bolcherne ordentligt blandet.

Var det skæbnen der satte os sammen, hvem ved?
Det var Brede der udgjorde rammen.
Der var fest, det var jul, der var nisser på sned,
Vi gik hjem forelskede sammen.

Vi blev en familie på godt og på ondt,
Som det er, når livet det byder.
Med glæder og sorger, og lykken forundt,
Skam få den, der ikke det nyder.

Du er som du er og jeg ligeså,
Det sværeste var vist accepten.
At ændre hinanden, det kan kun de få,
Der grundigt har læst på recepten.

Men, selvom vi ofte har skændtes og grædt,
For det der var mindre end småting.
Gjorde smil og kærtegn, at livet blev let,
I en kærligheds overbæring.

Altid  jeg vidste du elskede mig,
Jeg tvivlede aldrig på dette.
Den omsorg og ømhed jeg får fra dig,
Gid aldrig den må dig trætte.

Et er sikkert, vi fødes og dør,
Al ting har sin tid her i livet.
Heldigvis er der sørget for slør,
Til det allersidste lille pust i sivet.

Men, medens vi lever så lover jeg dig,
At alt det bliver ved det gamle
Hos præsten vi lovede dig og så mig
At elske og ære hverandre.

(imp 02.03.05)