Category Archives: Tekster

Lethed

Kære alle!

Lethed

I dag lever jeg på en stor fod, bogstaveligt talt.

Sidder i sofaen med benene oppe, udstyret med puder og tæppe.
Min fod er udstyret med en bandage så stor som det halve af storcenteret.

Jeg skriver på min nye lap-top, der helt dugfrisk er ankommet i dag.
Remoten til fjernsynet ligger klar på bordet, der er stakke af ulæste bøger på bordet, venter bare på at blive læst.
Kaffekoppen bliver jævnligt fyldt op, John har hentet friske boller hos bageren.
Finanskrisen er langt, langt væk!
Selvoptaget nyder jeg at have overstået dagens operation, har endnu ingen smerter, dette er den rene og skære luksus.
Tænk, at få en hel dag på sofaen uden at få dårlig samvittighed over at badeværelset trænger til en omgang, der er masser af strygetøj og at vinduerne er stribede.
Den rare læge har beordret tre dage med benet oppe. Han er godt nok flink.

Der dufter af hvidløg fra køkkenet, min søde mand steger kæmperejer, koger ris og laver salat, uhm hvor jeg glæder mig.

Efter maden vil jeg hengive mig til Dronningeofret, af Hanne Vibeke Holst.

Og i morgen er der atter en dag, med lethed, så længe det varer!

Inge-May

Er det kriminelt at være fed ?

Det tror man næsten det er, når man når til side 6 i Politiken , tirsdag. Med overskriften :Hvem er den skyldige, og : 1350 danskere dør af fedme. Heldigvis bringes der ingen billeder, men for mit indre øje kan jeg se dem alle for mig.
Det er ubehagelig læsning, og for dem som har dette problem, må det være endnu værre.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på hvor disse tal kommer fra, er det fedmejournalisterne der har været i gang med optællingen, eller kriminalpolitiet?
Avisen oplyser det i hvert fald ikke. Jeg bryder mig bestemt ikke om denne form for journalistik, og synes normalt heller ikke det er Politikens stil.
Det er fint at sætte fokus på et sundhedsfarligt problem, men at marginalisere ”fede” som mistænkte der sættes på anklagebænken er lige stærkt nok.
Saglig information og oplysning er fint, debat ligeså, men populisme er manipulerende og dumt.

(imp 24.01.07)

For hvis skyld?

Som om vi i forvejen ikke får nok ind af brevsprækken, vi ikke selv har valgt og bestemt.

Nu skal vi så til at have flere aviser med flere nyheder og flere annoncer.
Jeg har været abonnent på Politiken i hele mit voksne liv og er glimrende tilfreds.
Det er dog ikke altid, jeg får tygget mig igennem alt, hvad der står, men sådan er det.
Denne avis har jeg bevidst valgt og betaler gerne for den.
Hvorfor skal jeg så påduttes flere aviser bare fordi, de er gratis?
Hvordan i alverden skulle jeg kunne nå at læse dem?
Hvor mange nyheder, og hvor mange sandheder findes der?

Jeg ser også Tv-avisen, hører nyheder i radioen, og undertiden ser jeg også nyheder på internettet. Hvis jeg skal kapere og nå flere nyheder, skal jeg have udvidet kapaciteten på min hjerne og sættes ned i arbejdstid.
Næh, jeg ved godt, hvad jeg vil gøre, jeg vil bære dem direkte i aviscontaineren.
Der kan de så ligge, indtil flinke folk fra kommunen kommer og kører dem væk.

Eller vi kunne måske få nogle ledige eller eventuelt de samme bude, som har afleveret dem, til at gå rundt ved dørene og indsamle dem igen. De kunne så øge deres indtjening fra 25.000.00 kr. om måneden til 50.000.00 kr. om måneden. Det er da noget, der vil noget.
Var der nogen, der sagde ressourcespild?

(imp 19.08.06.)
(trykt i Politiken 26.08.06)

Al magt til duerne!

Tænk hvor har de magt de kurrende små, der har spist sig op i vægt og nu er så fede som alle andre danskere.
I hvert fald, falder køreledningerne ned når de sætter sig på dem. At tænke sig, at de kan holde hele Danmark i kort snor, ved blot at sætte sig ned på en ledning og kurre.
Det er godt nok utroligt. Tænk at man skal opleve dette i et moderne samfund anno 2006. Man må sige naturkræfterne råder.
Kunne man ikke dressere et par af de fede små til at flyve ind og sætte sig på trafikministerens skuldre så han kunne falde lidt ned på jorden.
Måske kunne, han der finde et korn der kan bruges. Hvis ikke han selv kan finde korn, kan han få hjælp af Harry, der alligevel bare sidder og fiser penge af i fjernsynet.
Blind høne kan også finde et korn!!

(imp 06.08.06)

Paris marts 2006

Paris ligner sig selv, og dog er der et eller andet der er anderledes.
Måske er det fordi vi allerede hjemmefra, i fjernsyn og aviser har fulgt med i den franske regerings urimelige lovforslag, besættelsen af Sorbonne og demonstrationerne i latinerkvarteret. Vi er meget opmærksomme, på vagt og iagttagende.
På vejen fra lufthavnen med bus til operaen, er alt som det plejer.

Vi går ad Avenue de l’Opera ned mod Palais Royal. Der er et mylder af mennesker og biler, det er lørdag og dermed store shoppedag. Cafeer og restaurationer bugner af mennesker, solen skinner, det blæser koldt. Ved Monoprix, det store supermarche på vejen mod hotellet, sidder en stor sort mand med alle sine poser og tigger. Han virker aggressiv, taler højt med sig selv, er helt i sin egen verden. Ingen tager notits af ham, måske sidder han der altid?
Udenfor vores hotel sidder endnu en mand på hug og stirrer lige ud i luften. Han har en flaske hvidvin ved sin side, som han patter af ind imellem.
Han ser sølle ud, og er en stærk kontrast til de fine forretninger og dette velhaverkvarter.

Da vi senere lørdag aften, efter en dejlig middag på en nærliggende restauration, slentrer hen af Rue St-Honore, tæller vi nitten store politibiler med anhængere og udrykning. Anhængerne er fyldt med store skjolde. Bilerne har kurs mod latinerkvarteret. Da fornemmer vi instinktsvis alvoren og uroen i byen. Det er mærkeligt at tænke på, at lige der hvor vi går, måske en kilometer fra Sorbonne, er der stille og roligt, ingen ballade.
Fra Danmark og fra det franske fjernsyn får vi hele tiden opdateret informationerne om situationen i latinerkvarteret og det øvrige Frankrig.

Ved Comédie Francaise ser vi et mærkeligt syn. Rundt om teatret langs væggene bliver der redt op til natten. Vi tæller otte, alle mænd med soveposer, underlag og ejendele, der lægger sig til rette for at sove. Det har vi aldrig set før.
Vores datter bor lige i nærheden, hende har vi besøgt utallige gange i de ca. femten år hun har boet i Paris. Men selvom vi har set mange fattige og hjemløse før, er det som om fattigdommen er accelereret.

Søndag er det forår i Paris, vi går tur i Marais kvarteret og omkring Pompidoucenteret. Langs med centeret er opstillet en masse små telte over varmeristene. Vi undrer os, og vores datter fortæller, at det er velgørende organisationer, der har skænket disse telte til de hjemløse, så de kan overleve i vinterkulden. Det pirrer til vores dårlige samvittighed at se det her, hvordan kan det dog komme så vidt?

Da vi om aftenen begiver os af sted for at spise på restauration, passerer vi St-Eustache kirken. Udenfor kirken er der livlig aktivitet og mange mennesker. Et såkaldt suppekøkken er sat op, og værdigt trængende kan her hver søndag aften få et godt varmt måltid. Vi røres over den godgørenhed, der udvises, og forstemmes over den fattigdom, vi ser.
Mandag formiddag sidder ”vor” mand stadig på hug udenfor hotellet. Der er en fodgængerovergang og et trafiklys lige ud for manden. Da der bliver rødt lys, og bilerne holder stille, liver han op, rejser sig hurtigt, banker på bilruderne og tigger penge. Mange er venlige og giver ham en skilling.
Da lyset bliver grønt, er han tilbage på hug igen.
Onsdag tager vi hjem, efter en dejlig ferie i Paris, men også med en stærk fornemmelse af, at noget er ved at gå helt galt for en meget stor gruppe mennesker.
(skrevet 24.03.06)
(trykt i Politiken 01.04.06)