Engang blev jeg væk i en rosenhæk
De kaldte og ledte efter mig
Jeg sad stille og sagde ikke et kvæk
Frygtsom , alvorlig og bleg.

Den gule jakke var ny og fin
Stolt jeg gik rundt og vigtede mig
et uheld  mig ramte, et svirp af en gren
en revne i jakken viste sig.

Hvad gør man når alvoren rammer ens vej
Og frygten for følgerne skræmmer
Jeg gemte mig bare for verdens ståhej,
Bag roserne jeg mig græmmer.

Der sad jeg så og tiden den gik
Min far han ledte og kaldte
Af roserne fik jeg en masse små stik
Timerne var talte

Jeg blev dog fundet kom ud af min hæk
Min far tog mig kærligt i hånden
Så gik vi hjem og angsten var væk
Forenede var vi i ånden.

(imp 14.03.05)

Hvor er det svært når man er kræsen
Og kun kan spise særlig mad
En trang til samvær var i mit væsen
Et kompromis jeg gjorde, hør om hvad!

At tænke sig jeg meldte mig
Af helt sociale grunde
Til en fortærings hurlumhej
Der skulle mætte munde

Jeg gik til grød – det var en pine
Af helt sociale grunde
Kanel og sukker, margarine
Saftevand og sultne munde

Jeg tvang det ned det tykke stads
Af helt sociale grunde
En halv portion var på sin plads
jeg gjorde hvad jeg kunne.

De flinke damer rørte rundt
I kæmpe store gryder
Det skulle være rigtig sundt
Kun ikke jeg det nyder

Men sådan er nu livets kår
For små så vel som store
Man elsker ikke alt man får,
Med grød jeg kan det svore.

(imp 18.03.05)

Det var sidst i fyrrerne, efter krigen,
Jeg husker det så tydeligt
Smagen af de første bananer
Farmor hentede dem i Sverige

Jeg sad på det ferniserede gulv
Da farmor kom ind i stuen
Med en klase af gule bananer
Jeg kunne ikke lide dem

Bananbådene, vendte tilbage
Jeg husker det tydeligt
Klaser af gule bananer
Luksus for små ganer

Bananbådene kommer ikke mere
Nu flyves de ind
Klaser af gule bananer
Fra fremmede oceaner

Jeg elsker bananer!

(imp 05.03.05)

Pigegymnastik i mellemskolen
Pubertet og nysgerrighed
Faste buler under kjolen
Lis Byrdals bog om blod og sved.

Pigesnak om det der venter
Tøsefnis, fortrolighed
Månedlige argumenter
Bruges til at snyde med.

Frøken Thomsen vrider hænder
Taler højt og bruger mund
”Notater er i min kalender,
Ingen har almindelig grund.”

Alle piger insisterer
Sammenhold  i redskabsrum
Bag ved plinten vi hoverer
Tænk at frøkenen er så dum.

Nu jeg sidder og funderer
I en stille midnatsstund
hvorfor det at menstruere
kaldtes for almindelig grund.

(imp 05.04.05)

Ned ad bakken op ad bakken
Langs med stien, pas på hegnet!
Skoletasken, mad i pakken
Mange år er fremad tegnet.

I første klasse på en skole
På en pult hos lærer Sund
Lærte jeg min Ole Bole
Samt, at man skal holde mund.

Mor og jeg vi regner sammen
Lægger til og trækker fra
Køkkenbordet udgør rammen
Bare jeg ku’ stikke af.

Der er meget man skal lære
Ikke alt er lige let
Det med regning er det svære
Læsning det blev mit gebet.

Næste sommer, anden klasse
Alle flytter hvad vil ske?
Større skole, børn en masse
Lundtofte, måske, måske.

Femogtredive børn ved pulte
Mange var fra Brede af
Jeg med nabo Lene fulgte
Gennem skoven dag for dag

Efter femte skilles vejen
mellemskolen deler os
trist at være under stregen
fælleskabet får et lods.

Jeg fik mange ny veninder
Bredebørn var hægtet af
Vores lærer Folke Svane spinder
Alle sammen dag for dag.

Gode år jeg fik på skolen
Trygge rammer, dejligt liv
Fri som fuglen under solen
Inge-May retrospektiv.

(imp 29.03.05)

Da jeg var fire fik jeg et pas
Og da jeg ikke kunne skrive
Slog jeg en streg, hvor der var plads
Min signatur alternative.

Med farmor drog jeg rask af sted
Til Skånes grønne enge
I tog til Fârløv, ind vi gled
Vi sov i svenske senge.

Moster Hilmas mand hed Niels
han ordned sko og såler
jeg husker at han var lidt drilsk
Men det jeg sagtens tåler.

Til morgenmaden var det svært
Der spises sild og kage
Og kantareller bli’r fortær’t
De ligger lunt i lage.

Det store ”udland” undrer mig
Jeg lytter til det svenske
Det lyder sært, adjø og hej!
Jeg er jo kun,
Et lille bitte menneske.

(imp 16.03.05)

En lille tøs med krøllet hår
Og papskilt på sin mave
Af sted hun tar’ fra trygge kår
Til mormors fynske have

Alene er hun på sin færd
Lidt bange og forsigtig
Når man er syv er rejse svær
Hun glæder sig oprigtig.

I København bliver hun sat ind
På togets brune bænke
Forskræmt hun sidder på sin pind
Og giver sig til at tænke

Mon morfar står og henter mig
Når rejsen er til ende?
Vil toget stoppe på sin vej?
Og kan han nu mig kende?

Så kører toget med et sæt
Og alle står og vinker
At sige farvel er ikke let
En tåre står og blinker

Og mor er kun en lille prik
I banegårdens vrimmel
Nu kan hun købes for en slik
I denne børnestimmel.

Det bumler over land og by
Et tog fyldt op med glæde,
Forventningsfuld, med kjole ny
Hun sidder på sit sæde.

I Odense, så er hun klar
Med øjne og med øren
Nu gælder det, et skridt hun tar’.
Og venter spændt ved døren.

Det er snart hun skal stå af
Hun tripper utålmodigt
Hej Tommerup god dag, god dag
Hun tænker heltemodigt.

Så er han der, den trygge havn,
Den rare søde morfar
Han tar’ min hånd og i hans favn
Jeg dufter Fyn for alvor.

(imp 20.03.05)

I skolestuen sad en mand med kittel,
læge var hans rette titel.
Bag katetrets blanke flade,
mellem knive, vat og fade,
var han til sin dont beredt.

Ind vi trådte trådte i lokalets indre,
jeg var seks, de andre mindre.
Angst jeg græder nogle hyler,
desværre ikke nok til at forhindre,
angreb fra den hvide mand.

Blusen krænges og en skulder blottes,
mor og lægen sammenrottes.
To små stik i armen og jeg hopper,
det er altså sådan man får kopper.
Børn i rækker ordner han.

Efter mig så kommer bror og søster,
modigt de begiver sig til hans lyster.
Begge får de indsat et par kopper,
roligt ser de på at seancen stopper,
Ingen hyl og ingen vræl.

Stolte af os selv spadserer vi til Brede,
Viser skuld’ren frem til dem dernede.
Praler lidt og kopperne bliver større,
nu vi alle har det på det tørre.
Kopperne kan ses endnu.

(imp 2005)

Jeg fødtes i Augustenborg i nitten fem og fyrre
For tidligt så jeg dagens lys, jeg sku’ ha’ været større
To værelser med hver sin dør og på en gang et køkken
Blev for min mor og far og mig et lille stykke ”lykken”.

Min mor var ung og gjorde alt hvad kvinder skulle gøre
Hun havde tidligt lært hvordan et hus man skulle føre.
Med flid og dygtighed hun styred’ hjemmet
Min far var den der ”ydre” ting fik fremmet.

I lejlighed ved siden af, der bor hr. Rydik med sin frue
de har en datter som er stor og ikke mig kan true.
Jeg husker ikke meget mere fra dette sted i livet,
min søster fødtes også her, men snart forlod vi skivet.

Til Prag vi alle fire tog, der fik vi så en have
en lejlighed med mere plads det føltes som en gave,
i køkkenvasken tog vi bad vi kendte ikke andet
og retirader var sat op og lugtede lidt blandet.

Vi flyttede endnu engang for vi var blevet flere
Til Basel lige overfor, dertil vi ku’ spadsere.
En større have fik vi her, min far han dyrked’ jorden
Et dueslag med duer i og gæs i ro og orden.

I Basel sluttede vort liv i udenlandske byer
Vor trygge verden bliver brudt op der kommer mørke skyer.
Nu kan man bare sidde her og mindes det dernede
Den gode tid vi havde der i gode gamle Brede.

(skrevet 02.03.05)