”Lad ikke solen gå ned over din vrede”
det lyder logisk, det lyder let
alligevel lader vi os ofte forlede
til unødig ufred, om hvem der har ret!

Din ryg er bred og har vendt sig mod mig.
jeg vender mit ansigt mod væggen,
det emmer af vrede og ordløs krig
vi har fortsat uenighedrsrækken.

Så bliver det morgen og du står op,
Jeg hører vandet fra badet.
Du kommer ind med din nøgne krop,
luften er negativt ladet.

Du laver kaffen og dækker bord,
Jeg trækker tiden ved spejlet.
Gemt bag avisen og ikke et ord
Tavsheden er beseglet.

Så går vi begge hver til sit,
Pligten og arbejdet kalder,
Prøver at glemme nattens fallit
Medens mismodet overfalder.

Dagen sig slæber langsomt af sted,
Hvorfor har du ikke ringet?
Stoltheden tog du og jeg fik den med
Er kærligheden betinget?

Endelig sker det jeg ventede på,
Din stemme lyder oprigtig
”Undskyld, glemme og misforstå”
jeg tøver, mopset og vigtig.

Vi spiller et spil, hvor kort er delt ud,
Hvem sidder med esset i hånden,
Er det dig eller mig der først får dømt tud,
Skønt forenede er vi i ånden.

Jeg laver mad og du vimser rundt
Som katten den gør omkring grøden.
Stilheden brydes ord står i bundt
vi genfinder gnisten og gløden.

Skænderier og ufred det undgår vi ej,
Skønt ikke det giver nogen mening,
Når solen går ned over vreden ved jeg
Man må satse på en forsoning.

(imp 08.09.06)