Hvor er det svært når man er kræsen
Og kun kan spise særlig mad
En trang til samvær var i mit væsen
Et kompromis jeg gjorde, hør om hvad!

At tænke sig jeg meldte mig
Af helt sociale grunde
Til en fortærings hurlumhej
Der skulle mætte munde

Jeg gik til grød – det var en pine
Af helt sociale grunde
Kanel og sukker, margarine
Saftevand og sultne munde

Jeg tvang det ned det tykke stads
Af helt sociale grunde
En halv portion var på sin plads
jeg gjorde hvad jeg kunne.

De flinke damer rørte rundt
I kæmpe store gryder
Det skulle være rigtig sundt
Kun ikke jeg det nyder

Men sådan er nu livets kår
For små så vel som store
Man elsker ikke alt man får,
Med grød jeg kan det svore.

(imp 18.03.05)