Engang blev jeg væk i en rosenhæk
De kaldte og ledte efter mig
Jeg sad stille og sagde ikke et kvæk
Frygtsom , alvorlig og bleg.

Den gule jakke var ny og fin
Stolt jeg gik rundt og vigtede mig
et uheld  mig ramte, et svirp af en gren
en revne i jakken viste sig.

Hvad gør man når alvoren rammer ens vej
Og frygten for følgerne skræmmer
Jeg gemte mig bare for verdens ståhej,
Bag roserne jeg mig græmmer.

Der sad jeg så og tiden den gik
Min far han ledte og kaldte
Af roserne fik jeg en masse små stik
Timerne var talte

Jeg blev dog fundet kom ud af min hæk
Min far tog mig kærligt i hånden
Så gik vi hjem og angsten var væk
Forenede var vi i ånden.

(imp 14.03.05)