Vemod

Forår, forventning og lyse dage
Solsorten fløjter fornøjet.
Duen kurrer og gør sig til
Puster sig op for sin mage
Liv begynder og noget går til
Vemodigt jeg følger det hele,
Svag og gammel er du tilbage
Dine øjne skinner endnu.

Forår, forventning og lyse dage
Haven er gul som i fjor.
Påskeliljerne ringler en sang,
Anemonerne svarer tilbage.
Du ligger lille og bleg i din seng,
Vemod og afmagt mig fylder.
Du smiler tilfreds, mæt af dage
Dine øjne skinner endnu.

Forår, forventning og lyse dage
Noget forstyrrer mit sind.
Vemod og sorg går hånd i hånd,
Når livets stemmer bliver svage.
Endnu, er du her, min egen mor,
Taknemligt jeg kigger tilbage,
Forår er håb og grønne dage,
Dine øjne skinner endnu.

(imp05.04.07)

Leave a Reply

Your email address will not be published.